Danmark stod ubevaebnet
1943
Artiklarna från Svensk Tidskrifts årsböcker är inskannade och sedan hjälpligt överförda till text. Denna sida ska mest ses som en bas för sökfunktionen. Läsbarheten blir bäst om man väljer PDF-versionen.
Acrobat Reader för att läsa PDF kan hämtas här.
Öppna PDF
Öppna text
DANMARK
STOD UBEVJEBNET
Af JEPPE BRO
DAGENSnyt fra Danmark: dristige sabotorer- pimpernellerselvopofrende patrioter – vaabenkup a la Balkan – kan der
virkelig vrere tale om det samme snusfornuftige, selvglade folk,
som den morgen i April lod sig overrumple og sit land besrette
uden modstand~ Og som indtil for nylig tilsyneladende nod sit
materielle vellevned med relativ ligegladhed foran okkupationens
ydmygelser~
For de fleste er det danske folks reaktioner under krigen sikkert
vanskelige at forklare. Men den, som selv har haft lejlighed til
at sammenligne dem med udviklingen i andre af de okkuperede
lande i Europa, kan forstaa Danskernes holdning. En saadan sammenligning kaster nyt lys over den danske modstandsbevregelse
og giver yderligere respekt for det valg, som den 29 August blev
truffet af et maalbevidst og enigt folk.
Europas okkuperede lande – dette torre, krigstekniske udtryk
drekker en rrekke stater, hvis befolkning er mishandlet til ukendelighed af krigen. Hverken okkupationsmagten eller udenforstaaende allierede og neutrale kan danne sig et sandt billede af den
mentalitet, der hersker her, hos tidligere velstaaende, fredelige og
frie folk (det fremgaar bl. a. tydeligt af de forsog, der gores paa
at fremstille den i boger eller paa scenen og paa film af folk, der
ikke kommer direkte fra et okkuperet land). Baade aarsag og
virkning af denne vor tids form for kronisk krigspsykose er saa
voldsomme og dybtgaaende, a”t de er ufattelige for dem, der stadig
kun kender forkrigstidens civiliserede tilstande, rnaaske i moderat
rendret form.
Krigens aandelige pres paa disse folk begyndte med det store
chock: den tyske krigsmaskine rullede som en lavine, som hjulpet
af et ondt forsyn, ind over dem og knuste alt; landets forsvar og
dets selvtillid, dets byer og dets illusioner. Folket stod som lam- 719
t ’b,>·d.,·
u’
.•
Jeppe Bro
met, dets hukommelse udviskedes, og blev – med fortiden – begravet under stovede ruindynger.
Derefter okkupationstiden. Med skud og stovietramp paa morke
gader; deportationer og henrettelser; Gestapo; Quislinger; det daglige liv opfyldt af kampen for de mest elementrere livsfornodenheder; en haandgribelig kamp mod undertrykkernes moderne
plyndringsmetoder, rationering, forbud, love; selv den fredeligste
borger tvinges til, hvis han vil opretholde livet, at handie mod
det retsbegreb, som han for var stolt af at adlyde, og som nu
skamlost udnyttes af erobrerne. Hans liv former sig med morkelregning, natlige skyderier, luftalarm og voldshandlinger paa nrermeste hold saa dramatisk og fyldt af sprending og risiko, at krigen i dagliglivet tilsidst foles som noget uundgaaeligt.
Under disse omstrendigheder fodes modstanden hos folket som
en psykologisk og materiel nodvendighed. Der har fra begyndelsen ikke vreret noget valg for den enkelte. Krigen var et faktum
fra den forste dag. Og krigen forandrede folks begreber. Modstandens pris – rigdom, sundhed og selve li.vet – vrennes man til
at betragte som gangbare betalingsmidler f(n:- vrerdier, som er
storre og mere uforgrengelige. Muligheden for arrestation, henrettelse eller beslaglreggelse af ens ejendom forekommer paa baggrund af de i forvejen forstyrrede tilstande mindre opsigtsvrekkende end tidligere en bode for en frerdselsforseelse, en mindre
operation eller anskaffeisen af et nyt spisestuemoblement. – Det
betyder ikke, at man elsker livet inindre end for. Heller ikke at
folk gratis bliver helte. Men kun at overvejelserne, bevidste eller
ubevidste, om ansvar og forpligtelser i forhold til den personlige
risiko lettes under indtryk of omgivelserne.
Og nu Danmark. For 1939, da Nazisterne endnu kun havde
okkuperet Tyskland og var beskreftiget med at indgyde det tyske
folk den lille rest af krigsaand, det ikke har af naturen, – da
laa de danske oer som en isoleret, fredfyldt plet i udkanten af
Europa. De donninger som indledningsvis bevmgede sindene ude
i verden, naaede kun som smaa skvmt til de danske strande.
Danskerne var fordybet i, med mere malplaceret end imponerende
sindsro, at frisere deres lille sociale monstergaard af et samfund
til yderligere demokratisk fuldkommenhed. Og end ikke krigsudbruddet forstyrrede denne sindsro.
En morgen var saa Danmark pludselig besat. Man vaagnede,
og det hele var overstaaet. Man horte i radioen eller lreste paa
720
Danmark stod ubevffibnet –
nedkastede flyveblade, at landet »midlertidigt og uden fjendtlige
hensigter var taget under Tysklands beskyttelse».
Dette var et chock for befolkningen, men udelukkende affolelsesmressig art. Den nationale stolthed, som hos Danskerue lrenge
havde ligget godt gemtunder en skal af realisrue og selvironi, var
dybt rystet. Men rent haandgribeligt var der intet sket. Og var
ehoeket rnaaske dog storre, end man i forvejen kunde have troet,
saa bidrog den folgende tid kun til at udviske det igen. Okkupationen tegnede til at blive af samme teoretiske natur, som angrebet
havde vreret det for befolkningen. De tyske soldater spadserede
veldisciplinerede rundt som naive turister med fotografiapparater
og Ansichtskarte. Praktisk talt ingen danske var faldet eller saaret i krigen, for der havde ikke vreret nogen krig. Mad og andre
livsfornodenheder var der nok af. Hvorhen man vendte sig syntes
alt at vrere ved det gamle.
Danmark stod ubevrebnet da den tyske hrer den 9. april 1940
rullede ind over grrenserne. Men det danske folk stod endnu rnere
ubevrebnet, da besrettelsen et par timer senere var fuldendt, overfor de kamuflerede men systematiske forsog paa aandelig voldtregt
og materiel udnyttelse, der ganske som i de andre okkuperede
lande skulde folge efter. Danskerue stod der med deres fredstidsmentalitet og normale begreber om forholdet mellem livets vrerdier, uden at synet af deres egne bombarderede huse havde rusket
dem op til at kunne indse, hvad der stod paa spil. Folket var
narret ind i et slaveri, som det ikke mrerkede, og som man fortalte,
var frihed. Og det forvirredes yderligere af erklreringer fra dets
egen officielle regering. Fra ufolsomme fagpolitikere, som uden
kontakt med folket fortsatte forkrigstidens egoistiske og materielt
betorrede politik og marrede til ro og orden og vellevned frem for
alt. – Paa trods af alt dette maatte Danskerue nu paa een gang
begribe, at de i realiteten var berovet den frihed, som deres forfredre i 1000 aar havde betragtet som en selvfolge; at de var
tvangsindlagt i den aktive krig, og at enhver prrestation herefter
var en prrestation i krigen, for eller imod; og at de vrerdier, som
for dem selv og for hele menneskeheden staar paa spil i denne
krig, er saa uendelig store, at herefter alt arrdet maatte kunne
ofres.
Et saadant psykologisk krav er ikke blevet stillet til noget arrdet
af de af Tyskland angrebne landes befolkning. Alle har haft lejlighed til at gaa i skole i det mindste i et par dage i blitzbombning og granatild, med den brutalitet og umenneskelighed, som
721
.#~· ·-
Jeppe Bro
de skulde krempe imod, demonstreret for ejnene af sig, saa selv
den mest taabelige og jordbundne materialist kunde forstaa, hvad
det gjaldt. Bevidst har Tyskerue udnyttet den lejlighed, de her
havdetilat undgaa at give et erobret folk anskuelsesundervisning
i krig. Den undervisning, som andre steder blev fremtvunget af
omstrendighederne, og sop1 overalt med usvigelig sikkerhed fremkaldte reaktion. Bevidst har de ved tilsyneladende menneskelighed og blidhed segt at tilslere Danskernes begreber, for dermed
at undgaa endnu en aktiv fjende i stedet for den tevende medhjrelper og sympatiser, som de mente at have i det forvildede og
bluffede danske folk med den tillokkende store smer- og svineproduktion.
Men det danske folk bestod preven og fangede de tyske okkupanter i deres egen frelde. Det udnyttede sin relative ytringsfrihed til aandelig selvhrerdning og blev sig bevidst, netop under
kontakten med det »venligtsindede» tyske »kulturfolk», som dets
modstander, som forkrumper for aandens og individets frihed; og
det satte som symbol paa denne frihed sin nationale selvstrendighed, personificeret i dets Konge.
Det lykkedes takket vrere folkets indre styrke; dets dybt rodfrestede sunde fornuft og rerlighed, dets humanitet og sandhedskrerlighed. Det lykkedes at fremkalde den karakterhrerdning, den
fanatisme og dedsforagt, som er nedvendig for krig, og som eliers
opstaar som resultat af et liv midt i krigens grusomheder, ved en
rent aandelig proces, uden ydre ’provokationer. For et folk, hvis
natur er saa lidet felelsesprreget og impulsiv som den danske, er
dette en psykisk kraftprrestation.
Eksplosionen den 29 August, og de talrige eksplosioner, som nu
hver nat drener over Danmark, er beviset paa, at det danske folk
har erklreret aaben krig. At krigen vilde blive haard og koste
tunge ofre, kunde man ikke i forvejen vrere i tvivl om. Og det
har allerede vist sig. Men naar Danskerue havde styrke til –
ubevrebnede – at erklrere krigen, da vil de ogsaa have styrke
til- bevrebnede -at vinde den.
722
!.’ .
STOD UBEVJEBNET
Af JEPPE BRO
DAGENSnyt fra Danmark: dristige sabotorer- pimpernellerselvopofrende patrioter – vaabenkup a la Balkan – kan der
virkelig vrere tale om det samme snusfornuftige, selvglade folk,
som den morgen i April lod sig overrumple og sit land besrette
uden modstand~ Og som indtil for nylig tilsyneladende nod sit
materielle vellevned med relativ ligegladhed foran okkupationens
ydmygelser~
For de fleste er det danske folks reaktioner under krigen sikkert
vanskelige at forklare. Men den, som selv har haft lejlighed til
at sammenligne dem med udviklingen i andre af de okkuperede
lande i Europa, kan forstaa Danskernes holdning. En saadan sammenligning kaster nyt lys over den danske modstandsbevregelse
og giver yderligere respekt for det valg, som den 29 August blev
truffet af et maalbevidst og enigt folk.
Europas okkuperede lande – dette torre, krigstekniske udtryk
drekker en rrekke stater, hvis befolkning er mishandlet til ukendelighed af krigen. Hverken okkupationsmagten eller udenforstaaende allierede og neutrale kan danne sig et sandt billede af den
mentalitet, der hersker her, hos tidligere velstaaende, fredelige og
frie folk (det fremgaar bl. a. tydeligt af de forsog, der gores paa
at fremstille den i boger eller paa scenen og paa film af folk, der
ikke kommer direkte fra et okkuperet land). Baade aarsag og
virkning af denne vor tids form for kronisk krigspsykose er saa
voldsomme og dybtgaaende, a”t de er ufattelige for dem, der stadig
kun kender forkrigstidens civiliserede tilstande, rnaaske i moderat
rendret form.
Krigens aandelige pres paa disse folk begyndte med det store
chock: den tyske krigsmaskine rullede som en lavine, som hjulpet
af et ondt forsyn, ind over dem og knuste alt; landets forsvar og
dets selvtillid, dets byer og dets illusioner. Folket stod som lam- 719
t ’b,>·d.,·
u’
.•
Jeppe Bro
met, dets hukommelse udviskedes, og blev – med fortiden – begravet under stovede ruindynger.
Derefter okkupationstiden. Med skud og stovietramp paa morke
gader; deportationer og henrettelser; Gestapo; Quislinger; det daglige liv opfyldt af kampen for de mest elementrere livsfornodenheder; en haandgribelig kamp mod undertrykkernes moderne
plyndringsmetoder, rationering, forbud, love; selv den fredeligste
borger tvinges til, hvis han vil opretholde livet, at handie mod
det retsbegreb, som han for var stolt af at adlyde, og som nu
skamlost udnyttes af erobrerne. Hans liv former sig med morkelregning, natlige skyderier, luftalarm og voldshandlinger paa nrermeste hold saa dramatisk og fyldt af sprending og risiko, at krigen i dagliglivet tilsidst foles som noget uundgaaeligt.
Under disse omstrendigheder fodes modstanden hos folket som
en psykologisk og materiel nodvendighed. Der har fra begyndelsen ikke vreret noget valg for den enkelte. Krigen var et faktum
fra den forste dag. Og krigen forandrede folks begreber. Modstandens pris – rigdom, sundhed og selve li.vet – vrennes man til
at betragte som gangbare betalingsmidler f(n:- vrerdier, som er
storre og mere uforgrengelige. Muligheden for arrestation, henrettelse eller beslaglreggelse af ens ejendom forekommer paa baggrund af de i forvejen forstyrrede tilstande mindre opsigtsvrekkende end tidligere en bode for en frerdselsforseelse, en mindre
operation eller anskaffeisen af et nyt spisestuemoblement. – Det
betyder ikke, at man elsker livet inindre end for. Heller ikke at
folk gratis bliver helte. Men kun at overvejelserne, bevidste eller
ubevidste, om ansvar og forpligtelser i forhold til den personlige
risiko lettes under indtryk of omgivelserne.
Og nu Danmark. For 1939, da Nazisterne endnu kun havde
okkuperet Tyskland og var beskreftiget med at indgyde det tyske
folk den lille rest af krigsaand, det ikke har af naturen, – da
laa de danske oer som en isoleret, fredfyldt plet i udkanten af
Europa. De donninger som indledningsvis bevmgede sindene ude
i verden, naaede kun som smaa skvmt til de danske strande.
Danskerne var fordybet i, med mere malplaceret end imponerende
sindsro, at frisere deres lille sociale monstergaard af et samfund
til yderligere demokratisk fuldkommenhed. Og end ikke krigsudbruddet forstyrrede denne sindsro.
En morgen var saa Danmark pludselig besat. Man vaagnede,
og det hele var overstaaet. Man horte i radioen eller lreste paa
720
Danmark stod ubevffibnet –
nedkastede flyveblade, at landet »midlertidigt og uden fjendtlige
hensigter var taget under Tysklands beskyttelse».
Dette var et chock for befolkningen, men udelukkende affolelsesmressig art. Den nationale stolthed, som hos Danskerue lrenge
havde ligget godt gemtunder en skal af realisrue og selvironi, var
dybt rystet. Men rent haandgribeligt var der intet sket. Og var
ehoeket rnaaske dog storre, end man i forvejen kunde have troet,
saa bidrog den folgende tid kun til at udviske det igen. Okkupationen tegnede til at blive af samme teoretiske natur, som angrebet
havde vreret det for befolkningen. De tyske soldater spadserede
veldisciplinerede rundt som naive turister med fotografiapparater
og Ansichtskarte. Praktisk talt ingen danske var faldet eller saaret i krigen, for der havde ikke vreret nogen krig. Mad og andre
livsfornodenheder var der nok af. Hvorhen man vendte sig syntes
alt at vrere ved det gamle.
Danmark stod ubevrebnet da den tyske hrer den 9. april 1940
rullede ind over grrenserne. Men det danske folk stod endnu rnere
ubevrebnet, da besrettelsen et par timer senere var fuldendt, overfor de kamuflerede men systematiske forsog paa aandelig voldtregt
og materiel udnyttelse, der ganske som i de andre okkuperede
lande skulde folge efter. Danskerue stod der med deres fredstidsmentalitet og normale begreber om forholdet mellem livets vrerdier, uden at synet af deres egne bombarderede huse havde rusket
dem op til at kunne indse, hvad der stod paa spil. Folket var
narret ind i et slaveri, som det ikke mrerkede, og som man fortalte,
var frihed. Og det forvirredes yderligere af erklreringer fra dets
egen officielle regering. Fra ufolsomme fagpolitikere, som uden
kontakt med folket fortsatte forkrigstidens egoistiske og materielt
betorrede politik og marrede til ro og orden og vellevned frem for
alt. – Paa trods af alt dette maatte Danskerue nu paa een gang
begribe, at de i realiteten var berovet den frihed, som deres forfredre i 1000 aar havde betragtet som en selvfolge; at de var
tvangsindlagt i den aktive krig, og at enhver prrestation herefter
var en prrestation i krigen, for eller imod; og at de vrerdier, som
for dem selv og for hele menneskeheden staar paa spil i denne
krig, er saa uendelig store, at herefter alt arrdet maatte kunne
ofres.
Et saadant psykologisk krav er ikke blevet stillet til noget arrdet
af de af Tyskland angrebne landes befolkning. Alle har haft lejlighed til at gaa i skole i det mindste i et par dage i blitzbombning og granatild, med den brutalitet og umenneskelighed, som
721
.#~· ·-
Jeppe Bro
de skulde krempe imod, demonstreret for ejnene af sig, saa selv
den mest taabelige og jordbundne materialist kunde forstaa, hvad
det gjaldt. Bevidst har Tyskerue udnyttet den lejlighed, de her
havdetilat undgaa at give et erobret folk anskuelsesundervisning
i krig. Den undervisning, som andre steder blev fremtvunget af
omstrendighederne, og sop1 overalt med usvigelig sikkerhed fremkaldte reaktion. Bevidst har de ved tilsyneladende menneskelighed og blidhed segt at tilslere Danskernes begreber, for dermed
at undgaa endnu en aktiv fjende i stedet for den tevende medhjrelper og sympatiser, som de mente at have i det forvildede og
bluffede danske folk med den tillokkende store smer- og svineproduktion.
Men det danske folk bestod preven og fangede de tyske okkupanter i deres egen frelde. Det udnyttede sin relative ytringsfrihed til aandelig selvhrerdning og blev sig bevidst, netop under
kontakten med det »venligtsindede» tyske »kulturfolk», som dets
modstander, som forkrumper for aandens og individets frihed; og
det satte som symbol paa denne frihed sin nationale selvstrendighed, personificeret i dets Konge.
Det lykkedes takket vrere folkets indre styrke; dets dybt rodfrestede sunde fornuft og rerlighed, dets humanitet og sandhedskrerlighed. Det lykkedes at fremkalde den karakterhrerdning, den
fanatisme og dedsforagt, som er nedvendig for krig, og som eliers
opstaar som resultat af et liv midt i krigens grusomheder, ved en
rent aandelig proces, uden ydre ’provokationer. For et folk, hvis
natur er saa lidet felelsesprreget og impulsiv som den danske, er
dette en psykisk kraftprrestation.
Eksplosionen den 29 August, og de talrige eksplosioner, som nu
hver nat drener over Danmark, er beviset paa, at det danske folk
har erklreret aaben krig. At krigen vilde blive haard og koste
tunge ofre, kunde man ikke i forvejen vrere i tvivl om. Og det
har allerede vist sig. Men naar Danskerue havde styrke til –
ubevrebnede – at erklrere krigen, da vil de ogsaa have styrke
til- bevrebnede -at vinde den.
722
!.’ .