Europas framtid

26
EUROPAS FRAMTID
Av f. utrikesministern OLE BJ0RN KRAFT
Hvis den overvejende stmmning i den europaeiske tankning blandt politikere, videnskabsmcend og kulturpersonligheder får magten, vil Europa en dag, ncert eller fjernt,
vokse fil fcedrelandet Europa,
skriver i denna artikel Ole
Bj0rn Kraft, den danska konservatismens förgrundsgestalt
och utrikesminister 1950-53.
Förf. har sedan länge dokumenterat sig som en av de
främsta nordiska förkämparna för Europas Förenta Stater och ser i EFTA endast ett
övergångsled till den större
enheten.
”Fremtiden begyndte igår” – en
banal sretning, men meget karakteristisk for den udvikling, der
prreger Europa. Europa er idag
noget vidt forskelligt fra Europa
for blot 25 år siden. Der er indtrådt en afgorende rendring – udviklingen har skiftet retning, og
uret kan ikke stilles tilbage. For
straks i begyndelsen af denne artikel at gore min grundlreggende betragtning klar, er det min sikre
overbevisning, at Europa er på vej
mod Europas forenede Stater i en
eller anden form. Som den 2. verdenskrig fulstrendig og afgorende
rendrede viikårene for de europreiske nationers liv – det var da
den nye fremtidsperiode begyndte
– så kan en ny krig naturligvis
omstode alle forudsreninger for
vurderingen. Men undgår vi en så-
dan verdenskatastrofe, som en ny
krig i Europa uundgåligt vii udvikle sig til, mener jeg, at konturerue for fremtidens Europa allerede er synlige for alle, som vii se
og forstå.
I den sidste verdenskrig fojtes
forståelsen af den vestlige verdens
skrebnefrellesskab, hvis vi skal bevare vort humanistiske livssyn og
de demokratiske frihedsrettigheder.
Idag er dette frellesskab endnu
mere udprreget og nodvendigt. Den
vestlige verden må holde sammen
eller gå til grunde som forsvarer af
vore idealer. Det er umuligt at forestille sig en åndelig enhed mellem
den frie verden og totalitrere stater.
Dette frellesskab blev klart, da
udviklingen i 0steuropa afslorede,
at Sovjetunionen ikke havde til
hensigt at opgive sit besrettelseområde i Europa som sin magtsfffire
og ikke agtede at opfylde l0fterne
om hemmelige og frie valg i de stater, som blev besat af sovjet-tropperne, og som stadig under kommunistisk styre må betegnes som
vasal-stater. Europa befandt sig da
i en lignende situation som i 1939:
splittet, forsvarsmffissigt svagt, og
stillet overfor en agressiv, ideologisk diktaturstat. Hvad vi havde
iffirt under krigen blev omsat i
Atlantpagtens vestlige forsvarsberedskab – den n0dvendige forudsffitning for en videre udvikling af
det ”kompagniskab” (partnership) der er tidens l0seord for det
atlantiske samfund.
Försvarsgemenskap och enhet
Vestens forsvarsfffillesskab, som
tilfffiide af en krig også vil vffire et
skjold for de stater, der hidtil har
afvist at Vffire deltagere i alliancen,
er den ene hovedpille- eller fl0j -·
i det nye Europas bygning. Trods
alle vanskeligheder og meningsforskelie – der ofte overdrives – vil
det blive fastholdt, måske ffindret
i formen, men ikke opgivet eller
svffikket. Det er simpelthen ikke
muligt at opl0se det, hvis Vesten
ikke vil begå selvmord – og både
vor livslyst og livskraft er stadig
USVffikket.
Den anden pille i den nye struktur, der er ved at finde sin form,
er skabelsen af en europceisk enhed, 0konomisk og politisk. Udviklingen frem imod enhed – ikke
blot enighed — er naturligvis ble- 27
vet fremmet af det forsvarsmffissige samarbejde, der i h0jere grad
end mange sikkert forestiller sig,
Vffinner de europffiiske politikere
og ledere til at tffinke i nye
baner og tage samarbejdet og
fffillesskabet som noget naturligt.
Men de europffiiske enhedsbestrffibelser har ikke alene frygten for
trykket fra 0st som forudsffitning.
Det vil ikke standse, selvom den
direkte fare skulle forsvinde. Det
har flere og mere afg0rende motiveringer. Det har også dybe historiske mdder.
Den historiske udvikling i Europa er gået fra de mange små til de
st0rre statslige enheder. Vi skal
ikke langt tilbage, f0r vi i Tysk·
land og Italien og lidt iffingere tilbage også i Frankrig finder et
mangefold af stater, der voksede
sammen ti1 en enhed. Selv her i
Norden har denne strffiben vffiret
synlig i vore 0konomiske og kulturelle samarbejdsbestrffibelser, der i
virkeligheden uden at skabe nogen
statslig enhed har tilvejebragt et
virksomt nordisk fffillesskab. Når
de europffiiske stater nu er på vej
til en st0rre enhed, der såvel 0konomisk som politisk som på andre
områder vii slette grffinser, er det
en fortsffittelse af en udvikling, der
allerede lffinge har vffiret igang.
Det er en velbegrundet og n0dvendig udvikling. Når det er lykkedes i et historisk set kort spand af
år at sarnie Europa i to store frihandelsblokke : de seks og de syv,
er det naturligvis ikke sket alene
28
af historiske eller teoretisk bestemte grunde. Det sket af nedvendighed. Det er en simpel konsekvens, bl. a. af den teknisk-industrielle udvikling, der krrever de
store afsretningsområder for at
kunne udnytte alle muligheder for
en hurtig masseproduktion og bevare og udvikle de europreiske folks
heje levestandard. En nrermere
motivering er formentlig overfledig. Når staterne, som det her er
sket, giver afkald på en erhvervsmressige beskyttelse, som deres
hidtidige told- og restriktionspolitik ydede dem, er årsagen naturligvis, at det både er nedvendigt og
fordelagtigt.
Romtraktaten
Det var de seks europreiske kontinental-stater, der ferst drog konsekvenserne af de nye viikårs krav.
I Rom-traktaten, grundloven for
deres fremtidige samvirke, lagde
disse stater- gamle arvefjender i
fortidens nationalstatstilvrerelse –
hjernestenen til de nye Europas
bygning. Dristig slog de en streg
over fortiden og begyndte at sammensvejse deres frellesskab imod
et nyt mål : en politisk union –
som allerede nu er ved at tage form.
Deres inspiration sendte belgevirkninger ud over resten af Europa. Er det ikke en sandhed – ikke
altid behagelig, ikke altid erkendt
– at de syv stater udenfor ”Frellesmarkedet”, som vi i Danmark
kalder den europreiske ekonomiske
union, i rnangt og meget siden har
måttet indrette sin politik efter de
seks staters beslutninger? De er den
dynamiske kraft i Europa idag. Er
sandheden ikke den, at i det mindste et flertal af de syv, måske dem
alle, idag står uden for Frellesmarkedets der i håb om at blive lukket
ind? Hvis England havde fert en
anden europreisk politik, og general de Gaulle ikke så stredigt ville
sikre et fransk fereskab, ville sikkert både Storbritannien, Norge og
Danmark og måske andre nu vrere
medlemmer af den europreiske ekonomiske union på vej til også et
politisk frellesskab. Det tilkommer
ikke mig at udtale mig om Sveriges
stilling, men jeg vover at trenke, at
Sverige ikke ensker også ekonomisk at blive isoleret fra denne
europreiske udvikling.
Men nu ferte England en anden
politik, og de Gaulles nej bestemte,
at udviklingen mod den sterre sammenslutning forelebig gik i stå. Jeg
sretter en streg under forelfJbig. Thi
selvom udviklingen mod den sterre
enhed har taget et pusterum, er
drivkrrefterne bag den lige strerke
og virksomme. Det havde vel i det
hele taget vreret forbavsende, om
man straks havde vreret i stand til
at tage det store spring. Måske er
det ingen afgerende ulykke, at udviklingen foregår skridt for skridt,
så vi kan vrenne os til og indrette
os på de nye vilkår. Det er vistnok
hejst fornedent, hvis vi skal have
vore folk med os, hvilket jo er en
god demokratisk grundlov. Men det
betyder samtidig, at vi må bruge
tiden både til at oplyse om og forberede vore folk på at tage det
meste skridt.
stora perspektiv
Hvormed begrunder jeg da, ud over
de allerede nffivnte f0rst og fremmest 0konomiske grunde for et
tffittere samarbejde min tro på og
mit håb om, at Europas forenedc
Stater Vil Wffire en virkelighed inden det 20. århundrede afl0ses af
det 21. århundrede.
Mon nogen for alvor vil bestride,
at vi lever under de store områders
lov, at det snffivrere syn er afl0st af
det videre, at verdenspolitikken er
blevet global, og at nationerne som
en konsekvens af den fffilles tekniske civilisation religi0st, kulturell og langsomt også politisk er i
fffird med at samle sig i store grupperinger. Naturligvis kan vi kun
skimte. Men er der ikke megen virkelighed i den antagelse, at verden
genneml0ber en udvikling, hvor
der, når den i l0bet af årtier, antagelig endnu lffingere, er afsluttet,
vil have dannet sig et antal temmelig store fffillesskaber, religi0st og
kulturelt begrundet, på mellem 100
og 700 mill. mennesker? Professor
Carl J. Friedrich, professor ved
Harvard Universitet i Amerika og
fortiden forciffiser i politisk videnskab ved Heidelberg Universitet,
har fornylig i et foredrag belyst
dette problem og nffivner som en
mulighed for en sådan deling:
Europa, Afrika, Arabien, Kina,
Storbritannien og Commonwealth,
29
Indien, Latinamerika, Syd0stasien,
USA og Sovjetunionen. En europffiisk samh0righed-som kulturelt
er en ffildgammel realitet – må
også give sig politisk og 0konomisk
strukturudtryk, hvis Europa fortsat skal vffire et kraftcentrum i forsvaret for det humanistiske på
kristendommen byggende livssyn,
som vi deler med det amerikanske
folk. Uden en form for en statslig
handiekraftig enhed vil Europa stå
i fare for at blive genstand for og
ikke selv medbestemmende deltager i udformningen af verdenspolitikken.
Dette forekommer måske mange
som et uvirkeligt fremtidssyn uden
megen betydning på dagens og de
nffirmeste års politik. Men fremtiden begynder altid, f0r vi tror
det. Den, der som delegeret har oplevet De forenede Nationers udvikling, forekommer det ikke så uvirkeligt og fjernt. De afrosiatiske
folks flertal i generalforsamlingen
og deres spil mellem stormagterne,
reprffisenteret ved USA og USSR,
tegner et actvarende billede både
politisk og på andre områder, hvis
de europffiiske nationer ikke finder
frem til et virkeligt fffillesskab, der
med myndighed kan forsvare, hvad
vi står for menneskeligt såvel som
politisk. Vi har her meget at lffire,
som forekommer os svffirt. Men det
er alligevel bedre og lettere at tilegne sig virkeligheden frivilligt
frem for at blive tvunget til at b0je
sig for den gennem nederlag og
lidelse. Jeg tvivler i virkeligheden
30
ikke på, at ansvarlige politiske
ledere i Europa og i Vesten i det
hele taget, arbejder udeud fra lignende foruds::etninger som de, jeg
her har skitseret.
EFTA – ett övergångsled
Hvor står vi idag? EFTA – det
europ::eiske frihandelsområde – er
ikke l0sningen på vore problemer.
Det har heller ikke v::eret t::enkt
som arrdet end en midlertidig ordning indtil en st0rre sammenslutning kunne blive til virkelighed.
EFTA befinder sig desuden i en vis
opl0sningstilstand, efter at England har brudt foruds::etningerne
for aftalen ved den pludselig
indf0relse af den 15 % importtold.
To handelsblokke i Europa, der let
kan blive kamplejre, vil v::ere en
alvorlig sv::ekkelse af vore fremtidsmuligheder.
Interessen må sarnie sig om udviklingen i F::ellesmarkedet og den
vej, det anviser. Ved 1965s begyndelse har det overvundet de vanskeligheder, en freiles landbrugspolitik fremb0d, og går nu styrket frem
mod 1966, hvor det efter RomTraktaten vii gå ind i en ny periode. Den l. januar 1966 oph0rer
de enkelte staters veto-ret – undtagen i ganske enkelte tilf::elde
– og flertalsafgorelser indf0res.
Skridt for skridt tvinger de 0konomiske og sociale afg0relser politiske beslutninger frem. Allerede
nu tr::effer f::ellesskabets institutioner beslutninger, der tidligere blev
truffet i de enkelte stater. F::elles- —————-
markedet er hurtigt under vejs
mod en federalistisk pr::eget forfatning, som hviier på samarbejdet
mellem selve f::ellesskabet og de
enkelte stater. Lykkeligvis synes
selve Rom-Traktaten at forhindre,
at f::ellesskabet kan blive domineret af en enkelt stat.
Naturligvis rejser en sådan udvilding sp0rgsmålet om de enkelte
staters suvera:nitet. Hvis man ser
realistisk på dette sp0rgsmål, må
man imidlertid erkende, at ingen
nuv::erende europ::eisk stat, stor eller
lille – og virkelige stormagter
eksisterer ikke l::engere i Europakan v::ere fuldst::endig uafh::engige
og selvbestemmende i forhold til
andre stater eller v::ere i stand til
effektivt at deltage i udformningen
af verdenspolitikken ved egen
kraft. Hvor lidt suver::enitet bet0d
erfarede Norge og Danmark den 9.
april 1940. Lad os blot roligt som
vort udgangspunkt tage den kendsgerning, at landene i den frie verden er forsvarsm::essigt 0konomisk
og åndeligt afh::engigt af hinanden.
Men neutralitetspolitiken, den alliancefri politik, vii mine svenske
l::esere sp0rge. Mit svar er: Vestens
politik vii altid v::ere en forsvarspolitik. Angribes Europa vii vort
forsvar blive et forsvar for hele
Europa. Jeg må tilslutte mig professor Hallstein, formanden for
den indflydelserige Frellesmarkedskommission, når han fornylig har
sagt: ”Neutralitet begr::enses til en
ikke-forpligtelse i perioden, der
går forud for et angreb”. Ideologisk
horer Sverige jo uimodsigeligt til
Vesten.
Kun magter, der kan måle sig
med de nye stormagter i 0st og
Vest, kan regne med afgorende indflydelse på verdenspolitikken og
sin egen skrebne. De store og små
europreiske staters suverrenitet må
aflreses af en europreisk suverrenitet, kun derved kan Europas stemme blive hort. Jeg vii understrege,
at denne udvikling ikke behover at
betyde udslettelsen af de enkelte
nationalstater eller deres srerprreg.
Europas rigdom er ikke en grå
ensartethed, men et farverigt sammenspil mellem forskelligheder.
Den må også bevares i den nye
form.
Skal Europa da udvikles til en
”tredie styrke” mellem 0st og Vest,
uafhrengig af begge? Virkeligheden
giver svaret. Så lrenge Europa
eksisterer, vii Europa tilhore den
frie verden. Det ”partnership”, som
prresident Kennedy gav navn på
Amerikas uafhrengighed år 1962,
betyder en gensirlig afhrengighed
af landene omkring Atlanterhavet,
men det må blive et kompagniskab
på lige fod. Amerika kan ikke danne et sådant samarbejde med hvert
enkelt europreisk land.
Men det atlantiske frellesskab er
ikke et alternativ til et forenet
Europa. Det kan ikke etableres tilfredsstillende hverken for USA
eller Europa, for Europas enhed er
tilvejebragt. Når det er sket, vii
mange af de bekymringer og
vanskeligheder, som plager vestlige
31
statsmrend i ojeblikket, miste deres
indviklede procedure, og modsretningerne vii meget lettere kunne
udglattes.
steg för steg
Det nye Europa må man nrerme
sig skridt for skridt. Det skabes
ikke på et år eller to, og det kommer heller ikke af sig selv. Jeg har
nrevnt en historisk udvikling, hvis
retning synes uimodsigelig, og en
okonomisk nodvendighed, der driver vrerket. Jeg har peget på, hvor
langt vi allerede er fjernet fra det
Europa, der bestod ved verdenskrigens udbrud i 1939, og som vi
aldrig kan vende tilbage til. Men
for at vrerket skal fuldendes, og
udviklingen ikke afbrydes, og Europas skrebne blive en vasalstats, må
der beslutninger og handling til.
Europas fremtid afhrenger af de
europreiske statsmrend – af deres
fremsyn og handlekraft.
Blandt disse statsmand indtager
Frankrigs prresident, general de
Gaulle, en fremtrredende plads.
Han vii altid vrere et af de store
navne i Europas efterkrigstids
historie. Ikke alene Frankrig, men
også Europa skylder ham meget.
At fornregte hans storhed er latterligt. Hans Europa-vision: ”Fredrelandenes Europa” er et andet end
det foderalistiske Europa, som jeg
håber på. Men det vii vrere urimeligt at benregte, at også hans Europa er prreget af den verdenspolitiske udvikling og soger frem mod
et Europa, der er deltager i ver- 32
denspolitikken og ikke genstand for
den. Men det forekommer mig, at
hans tanke ligesom er blevet standset af hans onske om at give
Frankrig den dominerende stilling.
Han bygger på en opfattelse af
nationalfolelsen, som ikke svarer
til tiden, fordi dens forudsretning,
den fuldstrendigt suverrene europreiske stat, ikke lrengere eksisterer.
Hvis den overvejende stromning
i den europreiske trenkning blandt
politikere, videnskabsmrend og kulturpersonligheder får magten, vii
Europa en dag, nrer eller fjern,
vokse, måske gennem, men ikke til
et ”Fredrelandenes Europa”, men 1
til fredrelandet Europa – hvoraf
alle fredrelandene – vore hjertelande – er en del.
OM Agnes von Krusenstjerna
Hon har en sober stil, undviker alltför ingående detaljskildringar
och faller sällan in i det direkt osmakliga. Men riktningens motbjudande drag framträda trots detta tydligt nog i hennes produktion. De gestalter hon skildrar äro till största delen hysteriska, degenererade och perversa, ömkliga och viljelösa stackare med föruridet
själsliv och söndertrasade nerver. Att hon skildrar dem på sitt sätt
levande och åskådligt gör knappast saken bättre, snarare tvärt om.
Med ett ord, Tonyböckerna utgöra en särdeles ohälsosam och överflödig lektyr, och det är att hoppas, att de bliva lästa så litet som
möjligt.
Ur Bokmarknaden, Svensk Tidskrift 1925